Udforsk Færøerne i lejet bil
KØR SELV FERIE; 9 dage / 8 nætter, fra DKK 10.995,-
Ved 8 dage / 7 nætter, fra DKK 9.995,-
Nærmest alle færinger har en bil, da det giver en utrolig frihed til at komme rundt i landet. Vejnettet er veludbygget, og med bil kan man hurtigt komme rundt i det meste af landet. Med bil kan du gøre det i dit eget tempo, hvilket er en stor fordel, eftersom vejret kan være meget forskelligt rundt om i landet.
Færøerne er en oplevelse for sig. Øerne har en enestående natur, en rig historie og et rigt kulturliv. Det afvekslende vejr med regn, dis, varme og solskin giver betagende naturoplevelser, og mødet med de gæstfrie indbyggere er en væsentlig del af oplevelsen. Der er fugle og får, uberørt natur og isolerede bygder. Der er stilhed, der kun brydes af brusende vandfald og øredøvende brænding.
Færøerne er i høj grad natur, men der er også andet. Her er verdens mindste og hyggeligste hovedstad. Gåture i den stemningsfulde og historiske gamle bydel kan man ikke få nok af. Hotellerne på Færøerne har en god standard, og det stemmer overens med de kulinariske og kulturelle udbud.
På denne kør-selv-ferie kan man opleve noget af det hele.
PROGRAM:
Dag 1
Ankomst til Vágar lufthavn. Bilen afhentes ved 62°N skranken i lufthavnen hvor I også vil få udleveret et kort over øerne. Fra lufthavnen kører I de blot 200 m over til Hotel Vágar*** hvor I skal tilbringe den første nat.
Vi foreslår at I udforsker øen Vágar, med en tur til Sørvágur, Bøur og Gásadalur - hvorfra der er en fantastisk udsigt til Tindholmur og Mykines.
Dag 2
Dagens tur går fra Vágar via Streymoy til Eysturoy, hvor den idyliske bygd Gjógv på den nord-østlige side af øen venter. Turen vil bringe dig ned i Færøernes første undersøiske tunnel, 105 meter under havets overflade - herefter foreslår vi at man besøger Vestmanna og tager en tur under Færøernes mest populære turistattraktion Vestmannabjergene (ca. 2 timer).
Herefter går turen til Kvívík, hvor man kan stoppe ved vikingebosættelserne i bygden. Turen fortsættes over Streymoy via "Atlanterhavs-broen" til Eiði og derved videre til Gjógv - på denne del af turen er der flere steder med helt fantastisk udsigt, specielt over de unikke klippeformationer "kæmpen og kællingen" ud for nordspidsen af Eysturoy.
De næste to nætter nydes i det unikke Guesthouse Gjáargarður**.
Dag 3
Tag en kortere tur til Tjørnuvík, hvor vi anbefaler at få dyppet tæerne i atlanterhavet ved den dejlige sandstrand. På vej retur til Gjógv er det et "must" at opleve bygden Saksun; kirken og gården Dúvugarður (museum). Når der køres fra Eiði til Gjógv passerer man under Færøernes højeste fjeld Slættaratindur (882 m).
Dag 4
Denne dag fortsætter turen fra Gjógv til Klaksvík - I vil passere Oyndarfjørður, hvor man kan se de specielle "Rolling Stones" på venstre side ved indkørslen til bygden. Efter besøget i Oyndarfjørður går turen gennem "Norðoyatunnilin", den undersøiske tunnel der forbinder Eysturoy og Borðoy - i bunden af tunnellen har kunstneren Tróndur Patursson udsmykket tunnellen med lyskunst.
De næste to nætter er på Hotel Klaksvík***.
Dag 5
Dagens udflugt står i Nordøernes tegn - først nordpå til Færøernes nordligste bygd Viðareiði.
Efter Viðareiði køres via dæmningen til Kunoy, hvor vi foreslår at I medbringer en medpakke og tager på en vandretur i den fantastiske plantage. Der bør stoppes ved Christianskirken i Klaksvík - en af de smukkeste kirker på Færøerne.
Tag muligheden for at besøge øen Kalsoy. Der er mange sagn knyttet til Kalsoy. Det mest kendte er sagnet om sælkvinden, som blev tvunget til at gifte sig med en bondesøn fra Mikladalur og fik børn med ham. En dag fandt sælkvinden sit sælskind igen og vendte tilbage til havet. Se den smukke statue af sælkvinden i Mikladalur.
Dag 6
Så går turen via Klaksvík til Tórshavn - her bør stoppes ved vikingebosættelserne ved Leirvík.
Vi har valgt at indlægge en dag til fri disposition - så er der luft til at udforske verdens mindste og nok også hyggeligste hovedstad Tórshavn.
Næste tre overnatninger forgår på hotel efter eget valg; Hotel Hafnia**** / Hotel Føroyar**** / Hotel Tórshavn*** / Hotel Streym*** / 62°N Hotel*** (vælges andet end Hotel Streym eller 62°N Hotel er dette mod en merpris-/mindrepris).
Dag 7
Vi foreslår en heldagstur til øen Nolsoy; med den offentlige båd fra centrum i Tórshavn tager turen blot 15-20 minutter - men oplevelsen af øen vil bringe dig mange årtier tilbage i tiden. Benyt muligheden at opleve øen med en af de lokale guider. Se fyrtårnet på øen, og besøg ornithologen Jens Kjeld Jensen og se alle hans udstoppede fugle og dyr.
Dag 8
Formiddagen bruges til at udforske Tórshavn; en vandretur i den gamle bydel "á Reyni", Tinganes og til fortet Skansin - denne tur kan også foretages med lokal guide.
Efter middag køres til Kirkjubøur - Færøernes historiske kulturcenter. Se den ca. 900 år gamle Roykstovan, som regnes for at være verdens ældste beboede træhus, og beboes stadig af kongsbonden, den 17. i rækken. Se også Ólav's kirken fra år 1111, opkaldt efter Kong Olav den Hellige. Kirken er den ældste på Færøerne og stadig i brug.
Se ruinerne af Skt. Magnus katedralen, som anses for at være en af de største kulturattraktioner på Færøerne.
Dag 9
Turen går tilbage til Danmark og vi håber at du er mange dejlige oplevelser rigere efter dit møde med Færøerne.
Pris pr. person i delt dobbelt værelse fra |
DKK 10.995,- |
Tillæg for enkelt værelse | DKK 3.650,- |
Tillæg for at rejse alene | DKK 6.580,- |
Rabat for børn u/12 år kontakt venligst 62ºN | |
! Gældende priser for 2022 | |
Tilkøb: |
|
Udflugter - Se vores liste med dagsaktuelle udflugter og aktiviteter her | |
Opgradering af bil: |
|
Kategori B (Toyota Yaris eller lign.) | DKK 50,- pr. dag |
Kategori C (Toyota Corolla eller lign.) | DKK 120,- pr. dag |
Kategori D (Nissan Qashqai eller lign.) | DKK 130,- pr. dag |
Kategori O (Opel Astra STW eller lign.) | DKK 160,- pr. dag |
Kategori Q (Peugeot 5008 5+2 eller lign.) | DKK 280,- pr. dag |
Ønskes yderligere information om Udforsk Færøerne i lejet bil eller en af vores andre pakkerejser? Kontakt venligst 62ºN på tel. +298 340060 eller email incoming@62n.fo